Projektet omfatter etablering af ca. 1,6 km enkeltrettede cykelstier langs Hovedlandevej H104 (Overdrevsvejen) ved Hillerød med tilhørende jord-, dræn-, kloak- og vejarbejder samt etablering af en ny busholdeplads med adgang til Favrholm Station.
Gottliebs arbejder omfattede omfattende jordarbejder, etablering af dræn- og kloakledninger langs cykelstien samt opbygning af de nye stiarealer. Projektet blev udført i et terræn med betydelige højdeforskelle, herunder en højdeforskel på over 12 meter fra bunden af udgravningen til overkant af det færdige vejareal. Arbejdet indebar håndtering og bortkørsel af store jordmængder samt tilkørsel og indbygning af nye materialer.
I forlængelse af cykelstien blev der etableret en ny busholdeplads med adgangsrampe og tilhørende stiforbindelser til Favrholm Station. Arbejdet omfattede desuden in situ-støbning af en betontrappe ved stationen, levering og montering af hegn langs trappeforløbet samt plantning af træer ved busholdepladsen.
Entreprisen blev gennemført langs en stærkt trafikeret hovedvej med kontinuerlig tung trafik. For at opretholde trafikafviklingen og sikre arbejdsområdet blev der etableret en ca. 1,6 km lang interimsvej langs hele cykelstistrækningen. Det stillede høje krav til planlægning og koordinering af arbejdsområder, materialetransport, gravearbejder og trafikafvikling gennem hele udførelsen.
Projektet omfattede dermed flere sammenhængende anlægsdiscipliner, hvor omfattende jordarbejder, ledningsanlæg, vej- og stianlæg samt betonkonstruktioner skulle gennemføres under vanskelige terrænforhold og med hensyntagen til den eksisterende trafik.